Den sjette sans
Den sjette sans - Forside
| 3 Skriftaldre | Kapitler | Ivar Gjørup |
Læs mig  

Heltedøden forestod

Fødestuen er et sted, mænd først for nylig har fået adgang til. Jeg har tilbragt fire-fem timer på fødestuer ialt, det var den tid, min kone var om at nedkomme med vore tre børn. Selv så jeg dagens lys hjemme i mine forældres soveværelse med en myndig jordemoders bistand og en fortravlet læges tilstedeværelse. Jordemoderen var i vane med at tysse på fødende kvinder, for så ondt kunne det virkelig ikke gøre, og alle Østjyllands koner vidste med fryd at berette, hvordan hun havde skreget i timevis uden ende, da turen endelig kom til hende selv og hendes kendskab til fødsler blev andet end strengt fagligt. - Det blev en pige, lød meldingen til min ventende far i forgangen. En sådan havde han i forvejen, nu var han glad for en til af slagsen, men havde vel håbet på en dreng. - Vi tror der kommer en mer, tilføjede jordemoderen. - Satans osse, sagde lægen, han var allerede på vej ud ad døren. Sådan kom jeg til verden. - Det var en dreng, der skreg, skal min far have sagt, ti minutter senere, da lyden af mig nåede ud til ham.

Fire år og to børn til. Så stod landbetjenten en aften i forgangen og kvægavlskonsulenten var blevet kørt ihjel på landevejen, kørt ned bagfra af en ambulance tilmed, han selv var på motorcykel. Det var forår i Danmark og Befrielse endnu engang, og min mor sad enke med fem børn under skolealderen. Søskendeflokken voksede ikke mere. Hun var præstedatter, og skrev på gravstenen: Det lyser paa Vejen, at Gud er Kærlighed.

Selv fik jeg en dreng og to piger, den sidste var den hurtigste. Det var tidlig morgen, min kone stod lænet mod ringklokken i Fødselsanstaltens portrum, i slængkappe og kuglevom og sommerdagens første svage lys, smukkere syn findes ikke. De gav sig god tid derinde, så lukkede de op og viste os til den gale stue, undskyld, sagde jeg, da jeg åbnede døren og så ind i et fortrukket kvindeansigt, en hård fødsel. Høflighed skader ikke.

Vi var begyndt et par timer før. Min kone vækkede mig og meddelte, at hun nu havde veer med få minutters mellemrum, og bad mig ringe til Fødselsanstalten og sige, at vi ville være der, når tiden var inde.

Må jeg tale med din kone, sagde jordemoderen.

Med det samme opfattede jeg misforståelsen. Jordemoderen anså mig for en førstegangsfødende fader af den ængstelige slags, der ringer halve døgn i forvejen og skal holdes i hånd gennem hele forløbet. Jeg satte mig for at berolige hende.

Det er tredje gang vi føder! sagde jeg.

Svaret forfejlede sin virkning. Nu ville jordemoderen, kvinde til kvinde, høre fra hoppens egen mund, om fødslen var nært forestående eller ej: Jeg vil gerne tale med din kone, gentog hun. En anelse hård i tonen.

Hun står under bruseren, sagde jeg.

Det er en vane, min kone har, når hun skal føde. Rent undertøj og nyvasket. Mig undrer det ikke, sådan har hun altid gjort og sådan gør vel alle kvinder, støttet mod vandrøret ved hver ny ve. Men det kunne ikke overbevise jordemoderen.
Når hun er færdig med at vaske sig, vil du så bede hende om at ringe, sagde hun, nu var hun stålsat. Jeg lovede det, min kone ringede. Endelig afgang.

Vi fandt den rigtige stue, og hun nåede at lægge sig, så fødte hun. Det kommer nu, sagde min kone, kvinder kan vistnok mærke, hvor i kroppen barnet er. Men jordemoderen var allerede ude af stuen, jeg havde sat vore begges troværdighed over styr i telefonen, så det ud til. Hun føder! råbte sygehjælperen ud på gangen, i det samme kom hovedet til syne og jordemoderen kom stormende ind igen og forløste vor yngste uden handsker på, det havde hun aldrig prøvet før i sit lange liv.

Men det blev stemningen god af, og vi sad lyse og lattermilde fire kvinder sammen, af hvilke den yngste var fem minutter gammel. Og mig. Solen kom op, og jeg gik træt og lysvågen med våde øjne ud i min by. Hos en bager købte jeg wienerbrød til kollegernes spisefrikvarter, og begav mig til mine græsktimer på skolen. Det var den 21. august i de tidlige morgentimer, tretten år efter Forårets Død i Prag. Fremtiden var gået i gang. En gang til.

Vore børn har lagt det tyvende århundrede ned i en kasse og sømmet den til og afblæst Dommedag. Kassen vil de stille hen ved siden af den med det nittende. Det nittende århundrede er længe siden, synes vi; det bliver det tyvende også. Det nittende var det med Napoleon og kolonierne og kærlighedshistorierne, de høje sorte hatte og livsleden. Det tyvende var min tid.

Os vil de også lægge i kasser. Fortiden er et hul i jorden, der skal vi ligge sammen med Verdenskrigene, bilerne og masseudryddelsen, filmene og den første mand på månen, rigdommen og fattigdommen dør om dør, overbefolkningen. Sørgetoget er mødt op, taleren har hørt, at den døde stavede sig igennem nyheden om Stalins død i Amtsavisen og kunne huske den første gang, han så fjernsyn, det gør indtryk; og sad på et tag under Ungdomsoprøret. Kvinderne sender billeder rundt ved samværet bagefter og gør sig kloge på den afdøde, sorgen klæder dem og de har også hjulpet lidt til selv, de er nulevende og velklædte. Ligskændere bør bære hat. Møgungerne skal hjem og se en TV-transmitteret henrettelse, de slipper for kaffebordet og mindetalerne.

Engang midt i sidste århundrede indviedes fire drenge til manddommen og den store Alvor i en havestue et sted på Sjælland. Siden sled årene på helligheden. De blev vaneforbrydere og skolelærere, dataloger, designere, familefædre, forbrugere og folkepensionister. Fortiden uddøde med dem. Pludselig stod de igen på trappen, rykkede op trin for trin, og en yngre slægt holdt orden på afsatsen. Endnu øjeblikke af lykke, ikke puffe, et lille strejf af sol og pigen foran; klem fra en venlig hånd.

Så fortrængte æterstanken lugten af sæbemiddel. Heltedøden forestod.

  1. Lukketid for et århundrede:
    1. Han var den sidste helt i verden
    2. Det måtte ende galt
    3. ...Og jeg læste latin og græsk
    4. Den dag jeg ikke lever mer
    5. Heltedøden forestod

Copyright © 2000 by Ivar Gjørup