Heltedøden forestod
Fødestuen er et sted, mænd
først for nylig har fået adgang til. Jeg har tilbragt
fire-fem timer på fødestuer ialt, det var den tid,
min kone var om at nedkomme med vore tre børn. Selv så
jeg dagens lys hjemme i mine forældres soveværelse med
en myndig jordemoders bistand og en fortravlet læges tilstedeværelse.
Jordemoderen var i vane med at tysse på fødende kvinder,
for så ondt kunne det virkelig ikke gøre, og alle Østjyllands
koner vidste med fryd at berette, hvordan hun havde skreget i timevis
uden ende, da turen endelig kom til hende selv og hendes kendskab
til fødsler blev andet end strengt fagligt. - Det blev en
pige, lød meldingen til min ventende far i forgangen. En
sådan havde han i forvejen, nu var han glad for en til af
slagsen, men havde vel håbet på en dreng. - Vi tror
der kommer en mer, tilføjede jordemoderen. - Satans osse,
sagde lægen, han var allerede på vej ud ad døren.
Sådan kom jeg til verden. - Det var en dreng, der skreg, skal
min far have sagt, ti minutter senere, da lyden af mig nåede
ud til ham.
Fire år og to børn til. Så stod landbetjenten
en aften i forgangen og kvægavlskonsulenten var blevet kørt
ihjel på landevejen, kørt ned bagfra af en ambulance
tilmed, han selv var på motorcykel. Det var forår i
Danmark og Befrielse endnu engang, og min mor sad enke med fem børn
under skolealderen. Søskendeflokken voksede ikke mere. Hun
var præstedatter, og skrev på gravstenen: Det lyser
paa Vejen, at Gud er Kærlighed.
Selv fik jeg en dreng og to piger, den sidste var den hurtigste.
Det var tidlig morgen, min kone stod lænet mod ringklokken
i Fødselsanstaltens portrum, i slængkappe og kuglevom
og sommerdagens første svage lys, smukkere syn findes ikke.
De gav sig god tid derinde, så lukkede de op og viste os til
den gale stue, undskyld, sagde jeg, da jeg åbnede døren
og så ind i et fortrukket kvindeansigt, en hård fødsel.
Høflighed skader ikke.
Vi var begyndt et par timer før. Min kone vækkede
mig og meddelte, at hun nu havde veer med få minutters mellemrum,
og bad mig ringe til Fødselsanstalten og sige, at vi ville
være der, når tiden var inde.
Må jeg tale med din kone, sagde jordemoderen.
Med det samme opfattede jeg misforståelsen. Jordemoderen
anså mig for en førstegangsfødende fader af
den ængstelige slags, der ringer halve døgn i forvejen
og skal holdes i hånd gennem hele forløbet. Jeg satte
mig for at berolige hende.
Det er tredje gang vi føder! sagde jeg.
Svaret forfejlede sin virkning. Nu ville jordemoderen, kvinde til
kvinde, høre fra hoppens egen mund, om fødslen var
nært forestående eller ej: Jeg vil gerne tale med din
kone, gentog hun. En anelse hård i tonen.
Hun står under bruseren, sagde jeg.
Det er en vane, min kone har, når hun skal føde. Rent
undertøj og nyvasket. Mig undrer det ikke, sådan har
hun altid gjort og sådan gør vel alle kvinder, støttet
mod vandrøret ved hver ny ve. Men det kunne ikke overbevise
jordemoderen.
Når hun er færdig med at vaske sig, vil du så
bede hende om at ringe, sagde hun, nu var hun stålsat. Jeg
lovede det, min kone ringede. Endelig afgang.
Vi fandt den rigtige stue, og hun nåede at lægge sig,
så fødte hun. Det kommer nu, sagde min kone, kvinder
kan vistnok mærke, hvor i kroppen barnet er. Men jordemoderen
var allerede ude af stuen, jeg havde sat vore begges troværdighed
over styr i telefonen, så det ud til. Hun føder! råbte
sygehjælperen ud på gangen, i det samme kom hovedet
til syne og jordemoderen kom stormende ind igen og forløste
vor yngste uden handsker på, det havde hun aldrig prøvet
før i sit lange liv.
Men det blev stemningen god af, og vi sad lyse og lattermilde fire
kvinder sammen, af hvilke den yngste var fem minutter gammel. Og
mig. Solen kom op, og jeg gik træt og lysvågen med våde
øjne ud i min by. Hos en bager købte jeg wienerbrød
til kollegernes spisefrikvarter, og begav mig til mine græsktimer
på skolen. Det var den 21. august i de tidlige morgentimer,
tretten år efter Forårets Død i Prag. Fremtiden
var gået i gang. En gang til.
Vore børn har lagt det tyvende århundrede ned i en
kasse og sømmet den til og afblæst Dommedag. Kassen
vil de stille hen ved siden af den med det nittende. Det nittende
århundrede er længe siden, synes vi; det bliver det
tyvende også. Det nittende var det med Napoleon og kolonierne
og kærlighedshistorierne, de høje sorte hatte og livsleden.
Det tyvende var min tid.
Os vil de også lægge i kasser. Fortiden er et hul i
jorden, der skal vi ligge sammen med Verdenskrigene, bilerne og
masseudryddelsen, filmene og den første mand på månen,
rigdommen og fattigdommen dør om dør, overbefolkningen.
Sørgetoget er mødt op, taleren har hørt, at
den døde stavede sig igennem nyheden om Stalins død
i Amtsavisen og kunne huske den første gang, han så
fjernsyn, det gør indtryk; og sad på et tag under Ungdomsoprøret.
Kvinderne sender billeder rundt ved samværet bagefter og gør
sig kloge på den afdøde, sorgen klæder dem og
de har også hjulpet lidt til selv, de er nulevende og velklædte.
Ligskændere bør bære hat. Møgungerne skal
hjem og se en TV-transmitteret henrettelse, de slipper for kaffebordet
og mindetalerne.
Engang midt i sidste århundrede indviedes fire drenge til
manddommen og den store Alvor i en havestue et sted på Sjælland.
Siden sled årene på helligheden. De blev vaneforbrydere
og skolelærere, dataloger, designere, familefædre, forbrugere
og folkepensionister. Fortiden uddøde med dem. Pludselig
stod de igen på trappen, rykkede op trin for trin, og en yngre
slægt holdt orden på afsatsen. Endnu øjeblikke
af lykke, ikke puffe, et lille strejf af sol og pigen foran; klem
fra en venlig hånd.
Så fortrængte æterstanken lugten af sæbemiddel.
Heltedøden forestod.
|